Pigen på den lille sten

Nogle gange smiler jeg til verden som man tit ser børn gør, når de er helt små og ingen anelse har om at livet en dag vil bringe dem en udfordring, de vil få svært ved at besejre. Og når mit smil så langsomt begynder at omdanne sig til en bekymringsrynke i panden, så forsøger jeg at stoppe op og huske på, hvor heldig jeg er. Jeg har ingen million i banken, eller nogen udsigt til at flytte ind på et slot svøbt i guld og diamanter og blive helt bekymrings fri, men jeg føler mig stadig heldig. Heldig, fordi jeg blev født ind i en kærlig familie, har fået mad på bordet hver dag, er blevet sendt i skole, selv når jeg ikke så den store fidus i det som barn sendte min mor mig stadig ud af døren med ordene om, at jeg ville takke hende en dag, og det gør jeg så absolut. Jeg har taget en uddannelse og jeg fik endda penge for det da jeg blev 18 år! Jeg har et netværk af venner, der elsker mig og jeg bor i et hus med varme og tag. Heldig er måske faktisk det forkerte ord, jeg er privilegeret tror jeg. Desværre skulle det tage mig 23 år inden, det for første gang rigtigt gik op for mig. 

 Da jeg var 23 rejste jeg for første gang til Tanzania. Jeg skulle ned og danse og havde fået mulighed for et praktikophold hos en afrikansk dansegruppe med tilholdssted lidt uden for Dar Salam. Jeg flyttede ind på en blanding af et vandrehjem og et hostel lidt uden for selve byen og tilbragte derfor de fleste formiddage med at gå på opdagelse i den lille by. Hver morgen havde jeg den lidt besynderlige oplevelse at møde den samme lille fine pige. Hun sad hver morgen på den samme lille sten og spejdede ud i verden, som ventede hun på at blive hentet men aldrig blev det. Det blev min faste morgenrutine at gå forbi pigen og på bedste vis forsøge at sige godmorgen og føre en samtale, der grundet vores forskellige sprog altid forvandlede sig mere til håndtegn og smil. Hun virkede glad og var altid smilende, men når jeg gik i seng om aften håbede jeg alligevel lidt, at jeg ikke skulle møde hende næste morgen, at næste morgen ville blive dagen, hvor nogen havde husket at hente hende. Det lille fine væsen. Efter 14 dagen blev uvidenheden for meget for mig. Jeg ville vide, hvad hun lavede på den sten og søgte derfor hjælp hos en af de ansatte på stedet jeg boede. Den næste morgen bad jeg ham følge med mig hen til den lille pige, der ganske som forventet sad hvor hun plejede. Den dag fik jeg min forklaring en forklaring, der siden har skulle vise sig at gøre en kæmpe forskel i mit liv og så særligt også i hendes. 

Pigen var 6 år og stenen hun sad på viste sig at være placeret som sidste stop inden stien, der førte ned til en skolen. Pigen var den yngste i en søskende flot på fire, hvoraf hendes tre ældre søster gik i skolen lidt længere nede af stien. Men da de fleste skoler i Tanzania, ja faktisk det meste af Afrika kræver betaling, og hvis ikke for selve skolen så i hvert fald for skole uniformen og skolebøgerne, ville skæbnen det at den lille piges familie kun havde haft råd til at sende de tre ældste piger i skole. Pigen her var derfor ikke startet i skole men fulgtes alligevel troligt med sine tre ældre søskende til skole hver morgen, en gå tur på knap 12 km både den ene og den anden vej. 

(Da jeg gik i skole, løb jeg ud af døren, igennem købmandens hæk og ind af bagdøren ved skolen, det tog mig knap 2 min og jeg syntes det var langt) 

Vi havde en fin snak med den lille pige den morgen, og hun fortale mig at grunden til hun gik den lange vej hver dag, var for at blive klog, for på turen hjem kunne de tre søskende fortælle alt de havde lært i skolen den dag, og på den måde følte hun næsten at hun gik i skole. 

Den aften kunne jeg ikke sove, så jeg stod op og gik i gang med at undersøge mulighederne for at kunne hjælpe den lille pige med at starte i skole. Med hjælp fra manden, der tidligere havde leget tolk og som også viste sig at være koordinator for en hjælpeorganisation i området, der havde til ansvar at bygge toiletter og brønde, fandt jeg frem til prisen, det ville koste at sende den lille pige i skole ikke bare et år, men hele hendes folkeskole tid dvs. 9 års sammenlagt skolegang, skoleuniform, taske og bøger. Og så begyndte jeg at græde, som det lille følsomme gemyt jeg nu engang er, var det som om at mine øjne ikke ville stoppe med at producere tåre som bare væltede ud af mine øjne. 

 Skulle jeg hjælpe den lille pige ville det koste mig 3 måneders SU! Penge som jeg fik for selv at gå i skole. Og jo selvfølgelig ville jeg kunne mærke det i mit eget budget, det kan de fleste sikkert nikke genkende til hvis de var i gang med uddannelse og glade for øl om fredagen, som de fleste ofte er, når de er 23 år og på SU. Men jeg var ligeglad, om jeg så skulle spise pasta med smør det næste år, ville jeg stadig komme hjem til en uddannelse, tag over hovedet, mulighed for rent tøj og mad på bordet, og en viden om at jeg gik i folkeskole i 9 år uden overhovedet at skænke det en tanke, mens jeg gjorde det. 

Og sådan blev det. Jeg hævede 3 måneders SU, fik hjælp fra den søde tolk så pengene kom det rigtige sted hen, fik mulighed for at møde pigens familie og se deres sukkerplantager med sukkerrør og så var jeg med da hun valgte skoletaske og fin sin egen skole uniform. Det hele skete på 2 dage og på den tredje dag mødtes jeg med pigen og hendes tre søstre ved den lille sten. Hun greb min hånd og sammen gik vi op af den lille sti til skolen, og jeg så det her lille fine væsen have sin første skoledag. Aldrig siden har jeg set en lille pige smile så meget af lykke og aldrig nogensinde før havde jeg følt at mit liv gav så meget mening.  

Jeg var 23 år havde for det meste flest ambitioner om mandagen, følte mig ligegyldig om onsdagen, var tit at finde i fredagsbaren, også om lørdagen og om søndagen havde jeg tømmermænd eller overvejede, om jeg skulle holde fri om mandagen. Men den her dag ændre alt, jeg opdagede hvor privilegeret jeg havde været hele livet, hvor meget ret min mor havde haft, hvor vigtigt næste kærlighed er. Jeg opdage, at jeg ville bruge resten af mit liv på at forsøge at gøre en forskel, for det tror jeg godt man kan. Jeg er ikke nogen jomfru Maria og jeg opførte mig ikke som den rige hvide kvinde, der var taget til Afrika for at hjælpe et lille fattigt barn. Jeg var mig, og når det handler om at række ud og hjælpe er hudfarve, religion, nationalitet, ja faktisk helt lige meget for vi skal hjælp hinanden, hvis vi kan, og kan vi ikke men i stedet har brug for hjælp så skal vi ture at række hånden frem. Vi kan ikke hjælpe alle, men alle kan hjælpe en. 

Da jeg kom hjem fra min rejse, bankede jeg på døren hos SOS børnebyerne, og så startede en helt ny rejse. 

Pigen går i dag i 7 klasse, og har lært at skrive og læse og så maler hun de smukkeste tegninger med blomster.