I begyndelsen talte jeg timer, nu tæller jeg ikke længere dage. I begyndelsen var jeg praktisk og forsøgte at nå i mål med en masse ting der efter lang tids travlhed havde samlet sig i bunker. Nu giver jeg mig selv lov til at ligge i haven og kigge op på himlen. I begyndelsen tænkte jeg det ville blive en kort “pause” inden hverdagen igen ville starte. Nu er det ikke længere en pause, men en periode der uden tvivl vil komme i historie bøgerne. Jeg er fortrøstningsfuld og fortvivlet på en og samme tid. Jeg tror på det bedste, frygter det værste. Jeg bruger mange timer på at tænke, jeg tænker på dem jeg elsker, jeg tænker på dem der i disse dage mister dem de elsker, jeg sætter mit liv i perspektiv og ser på mit liv og verden med nye briller. Jeg tænker på verden og den måde alle mennesker i hele verden lige nu står med et fælles ansvar. Ikke nogen, men alle.
Det kan lyde lidt langhåret, men jeg kom faktisk også til at tænke på vores jord, der lige nu for første gang i mange mange år, på samme måde som os har fået en lille “pause”. Udledningen af CO2 er lige nu faldene, fordi vi bruger mindre brændstof. Men det vil stige igen. Nu hvor vi er hjemme og passer på hinanden, vil jeg derfor lige minde om hvilken dag det er idag.
Idag er det international Earth Hour dag, det hele startede i Australien i 2007, hvor WWF lancerede kampagnen med en fælles opfordring til at slukke lyset en time for klimaet. Earth Hour er verdens største klima-opråb, som organiseres af WWF over hele kloden. Den 28. marts kl. 20.30-21.30.
millioner af mennesker og tusindvis af virksomheder og byer kloden rundt slukker lyset en time for at sende et signal til verdens beslutningstagere om, at tiden er inde til at handle. I Danmark slukker lyset på Kronborg, i Paris på Eiffeltårnet, og selvom vi ikke kan samles nogen steder og stå i mørket sammen, kan vi gøre det sammen hver for sig, hjemme i stuerne.
Verdens biodiversitet er truet, hver sjette art er i fare for at dø, og naturen er ude af balance. Derfor slukker vi lyset for at sætte fokus på alt det liv, som vi gerne vil bevare. Naturen er nemlig nøglen til at løse både klimaforandringerne og biodiversitetskrisen. Når kloden går i sort, er det for at vise, at vi alle har en stemme, og at vi forventer, at verdens beslutningstagere lytter og handler. Derfor opfordres alle også til at deltage, for samtalen om klodens fremtid skal ikke foregå uden dig. Sammen kan vi gøre en forskel!