En tidlig morgen i marts
Sidste år i marts rejste jeg med WWF til Kenya for selv, at få et indblik i det plastik problem der truer vores verdenshave. Helt konkret rejste jeg ned, med en drøm om, at få lov til at opleve, at det slet ikke stod så slemt til, som jeg gik og troede, det var desværre ikke tilfældet.
For det står slemt til. En tidlig morgen i takt med at solen langsomt tittede frem, fik jeg lov til at opleve noget ganske særligt, jeg blev vidne til, at 36 små havskildpadder så dagens lys. Ligeså fantastisk en oplevelse det var at står der og opleve nyt liv komme til verden, Ligeså barsk en oplevelse var det også og jeg følte mig magtesløs.
Jeg kom sådan til at tænke på et eventyr, en af de slags eventyr hvor prinsen skal så grueligt meget igennem for at få sin prinsesse. For det er faktisk sådan havskildpadden har det. Den skal igennem så mange ting, inden den til sidst kan møde sin prins eller prinsesse, få sine egne små skildpadde unger, og så kan eventyret starte forfra igen.
Eventyret kunne starte sådan her. Der var engang en hav skildpaddemor, som i nattens mulm og mørke, da månen stod rigtigt på himlen og tidevandet passede var kravlet op i det varme sand for at lægge sine æg. 100 små fine æg, der til forveksling ligner bordtennisbolde på en prik, fint begravet i en fordybning i sandet. Efter denne nat forsvinder hun igen ligeså lydløst fra stranden, som hun kom derop, og de små æg skal nu stå på egne ben og krydse finger for at deres mor har lagt dem så tidevandet ikke tager dem, krydse finger for at hun kom uden om alt plastikket så de ikke er blevet lagt i noget der kan skade dem og krydse finger for at ingen mennesker kommer og graver dem om. De skal ligge i sandet i 2 måneder inden der kommer små skildpadde babyer.
En tidlig morgen 2 måneder efter begynder sandet at bevæge sig, og 36 små skildpadde unger kommer til syne i sandet, kun 36. De har stadig lukkede øjne og måle lige knap 2,5 cm, men de ved hvad de vil, de vil ud i havet. Stranden er fyldt med plastik, poser, flasker, flipflops, sugerør og ødelagte beholdere som alle danner rammerne for en forhindringsbane, der aldrig burde have eksisteret. To store fugle sidder på lur. De er sultne, og der er skildpadder på menuen. Længere nede af stranden bevæger sandet sig også. Det er krabber, krabber dobbelt så store som skildpadderne, der uden at vide det har kurs direkte imod dem. Det minder næsten om de tre udfordringer man tit møder i et eventyr, bare tilsat 25 ekstra. Desværre er det ikke alle skildpadderne der når til havet, men dem der gør har nu en lang rejse foran sig. De næste mange år bevæger de sig nu med havstrømmene, og først når de er mellem 15 og 50 år er de klar til selv at skulle blive forældre, og her kommer det magiske i eventyret. Det er nemlig sådan, at selvom havskildpadden har bevæget sig flere 1000 kilometer væk fra hvor den selv blev født, finder de altid tilbage igen. De kommer hjem for at finde en partner og selv ligge æg, lige der hvor eventyret startede. Jeg ville sådan ønske, at jeg kunne skrive, at de levede lykkeligt til deres dages ende, men det kan jeg ikke. For det gør de ikke, Havskildpaddernes odds for at overleve forværres dag for dag, hvis vi ikke gør en indsats. Havskildpaddernes situationen er kritisk. Hele 6 ud af 7 havskildpaddearter er kategoriseret som kritisk truede, truede eller sårbare, Man siger at kun 1 ud af 1000 havskildpadder klarer alle udfordringer og dermed får prinsessen og det halve kongerige.
Forurening, der forværre havskildpaddernes levevilkår, findes ikke kun på strandende men også i verdenshavene. I havet forveksler havskildpadderne bl.a. plastik for vandmænd. Når havskildpadderne spiser plastikstykker bliver havskildpadderne kvalt eller deres mave- og tarmsystem blokeret, så de sulter ihjel.
Jeg kunne med egne øjne se at vi virkelig skal igang med at gøre en insats og selvom det var dejligt at se at en organisation som WWF hver dag, næsten hele året rundt, renser flere kilometer strand for plastik så er vi nød til at hjælpes ad og gøre noget, hjælpes ad med at huske hinanden på, at plastik skal ende i skraldespanden og ikke i havet. Hvis vi husker på, at der ude i det store hav er en masse dyr, som ikke har bedt om et sugerør til at spise deres vandmænd med, så er jeg sikker på at der ihvertfald et eller andet sted derude i verden, en dag kravler en skildpadde mor op i sandet, ligger sine æg, kigger på månen og siger tak.
