Mit første møde:
Om ca. 2 måneder har krigen været igang i næsten 10 år. Jeg har altså haft 10 år til at sætte mig ind i og forstå, hvad der foregår, hvem det påvirker, og hvilke konsekvenser det har haft og stadig har, men jeg har ikke gjort det. Jo, jeg har da hørt om det i nyhederne utallige gange, jeg har læst lidt hist og her, jeg har spekuleret over, hvorfor det hele var så politisk, og jeg har været i tvivl om, hvad problemet egentlig var, men mest af alt, har jeg i virkeligheden bare pillet navle – vurderet, at jeg nok alligevel ikke kunne gøre en forskel, og så har jeg pillet videre i min egen lille dumme navle. Lige indtil for nyligt, hvor jeg mødte en mand – en mand der fik mit uvidende ego-pillende navleroderi sat i perspektiv. Han prøvede ikke at belære mig, han dømte mig ikke og krævede ikke, at jeg forstod, men han fortalte og jeg lyttede.
Han talte utrolig flot engelsk, bedre end mig, og det undrede mig, at jeg ikke kunne sætte nationalitet på ham, men der var ingen rigtig accent, hvilket gjorde det svært. Jeg konstaterede, at han talte virkelig godt engelsk, og han kvitterede med et smil, som havde han hørt det før, hvilket han havde. “Jeg gik på den internationale skole, hvor alt foregik på engelsk” svarede han. Den skole findes ikke mere, fortsætter han, den blev bombet og jævnet med jorden, jeg kan se han tænker tilbage mens han fortæller. Min hjerne har allerede formuleret næste spørgsmål, jeg har helt uden nogen grund allerede sat ham i bås, “flygtede du og din familie” spørg jeg. Jeg er ikke flygtning svare han, men jeg har ikke et land jeg kan vende tilbage til, men jeg er ikke på flugt. For jeg rejste lige inden krigen startede fordi jeg kom ind på et fantastisk universitet, men da krigen kom, om vi mistede alt mistede jeg også muligheden for at kunne Betale, så jeg måtte skifte universitet og selv idag kæmper jeg mes at finde en bank der vil have mig som kunde, ene og alene på grund af min nationalitet. Jeg ved jeg ikke kan tage tilbage, så nu leder jeg efter et sted i verden hvor jeg kan høre til, hvor jeg kan skabe mit liv, leve mine drømme. Jeg savner traditioner, at være en del af noget, at høre til.
Han fortæller mig, at krigen ødelagde hele hans families forretning, deres arv, deres fremtid. Begge hans forældre var på ferie da krigen startede, de skulle bare væk hjemme fra i en måned, men endte med ikke at komme tilbage til deres hjem, før efter 3 år, og da de endelig vendte hjem, fandt de hele deres livsværk i ruiner. Jeg prøver men jeg kan slet ikke sætte mig ind i den følelse det må være, at miste sit liv på den måde, tænk ikke at kunne komme hjem til sit hus, sit liv, sit land, hjem til det sted i verden hvor du føler dig hjemme, det sted i verden der gør dig til dig, det sted du føler du høre til. Jeg tror ganske få tænker over det, for man ser det slet ikke som en mulighed at det kunne ske. Jeg rejser meget, jeg bære min nationalitet med mig, dens arv, ry og omdømme på godt og ondt, og jeg ved hvor jeg skal hen når jeg siger jeg skal hjem. Jeg ved at skulle der ske mig noget ude i verden, har jeg en nationalitet, et pas og en regering der ikke svigter mig. Jeg har et pas, der åbner verden op for mig, næsten på samme måde som døren i et s-tog, og jeg vader ubesværet ind over verdens landegrænser, for det kan jeg.
Det kan han ikke, han kan ingen ting. For ingen vil blot ved hjælp af hans pas, som i øvrigt udløber hvert andet år lukke ham nogen steder hen, ene og alene fordi hans nationalitet, des ryg og omdømme forfølger ham, stempler ham i panden og spænder endnu mere ben for hans ønske om at få lov til at finde et sted at høre til. Ikke fordi han ikke gerne ville bo, leve og føre familiens firma til næste generation, men fordi han ikke kan, han har ikke et land. Det er ikke en mulighed. Og det skær i mit hjerte.
Hans historie er ikke enestående, der findes mange som ham, vi taler om flere millioner af mennesker, men vi taler også om millioner af mennesker som stadig lever i krig og ødelæggelse. Men for lige at vende tilbage til ham jeg taler med, og grunden til at jeg faktisk har fået muligheden for at tale med ham. Han er udøvende inden for en særlig idrætsgren og igennem den, langt borte fra Danmarks grænser for snart 3 år siden, mødte han en pige, de forelskede sig, de blev gift og nu drømmer de, som så mange andre i slut tyverne om at kigge ind i fremtiden, starte deres fælles traditioner og en familie. Der er bare et problem, eller flere hvis man ser det i det større perspektiv. For hans traditioner, hans hjem, er rykket op med rødder og kan derfor ikke skabe de rammer man ønsker for en familie og en fremtid. Men det kan hendes, pigen han dele sit liv med er nemlig dansk.
Men selv kærligheden besejrer ikke i denne historie, for endnu engang indhenter fortiden ham, For vi kigger ikke på ham, vi lytter ikke til hans historie, vi piller navle og så ser vi forsiden på passet og rynker på brynene af nationaliteten. Og når jeg siger vi, mener jeg os danskere, og selvom du, måske ligesom mig slet ikke har lyst til at ryge ned i den store fælles gryde, med sure løg og navle fnuller, så gør du det, på præcis samme måde som han ryger i kategori med alle dem der bære samme nationalitet som ham. Ene og alene fordi jeg har lyst til at sætte det hele lidt i perspektiv.
Manden jeg mødte, som det hele handler om, hvis liv er vendt på hovedet, kan ikke flytte til Danmark med sin kone og skabe et liv, for det pas han har, fortæller os, at han er fra Syrien.